Pink Oxheart - bøftomat, indeterminate
Sidste år (2008) var vi i Polen, hvor jeg købte et par gode store pink oxheart tomater på et marked.
Der var et par andre sorter, som jeg også købte et par stykker af, men pink oxheart var klart de fedeste. (ja, tomater kan sagtens være fede).
Nå, men da jeg kom hjem lavede jeg mine tomatfrø af de nu supermodne og bløde pragteksemplarer. Se guiden til tomatfrø
Jeg startede frøene op i marts under lysstofrør og alle frø spirede.
Planterne
Pink Oxheart er en stærk tomatplante som giver et godt udbytte af oksehjerteformede tomater i forskellige størrelser. Den er af typen indeterminate - altså en almindelig ranketomat.
Jeg har ikke prøvet oxheart på friland i år - det skal jeg nok få gjort næste sæson, men den gør sig i hvert fald rigtigt god i drivhuset, hvor den er en robust yder.
Tomaterne
De store tomater vejer ca. 300-400 gram. De er utroligt smukke, som du selvfølgelig kan se på billederne.
Indeni tomaten finder du stort set ingen frømasse overhovedet. Der er måske bare 10-15 frø i en stor tomat og hele tomaten bliver totalt smattet ud og ødelagt i jagten på disse få frø - til gengæld er de så stærke og spiringsdygtige.
Tomaten har en mild og krydret smag. Den har ikke så stort saftindhold og egner sig til madlavning. Kødet er lidt melet i det, når man spiser den frisk og fersk, men stadig rigtigt lækker med lidt salt og pebber på en god ostemad;O))