Hjemmelavet rugbrød
Den bedste opskrift på hjemmelavet rugbrød
I perioder laver min elskede kone Pia sit hjemmelavede rugbrød. Det smager fantastisk og er tilsyneladende ret sundt. Den grove version er min favorit, men begge er fantastiske og brødet holder sig godt i dagevis. Det er mit yndlingsrugbrød!
Det er lidt af et projekt lige at komme igang med, men det bliver lynhurtigt meget let at have med at gøre. Hold tungen lige i munden og få lavet surdejen - det tager ikke mange minutter.
Surdej - sådan laver du den
Til rugbrød bruger vi denne surdej - opskriften er fra Meyer og er meget let at have med at gøre.
Ingredienser
Opstart:
- 3 dl vand
- 1 dl grahamsmel
- 1 dl rugmel
- 1 dl hvedemel
Sådan starter du din surdej
1: Pisk ingredienserne sammen.
2: Hæld surdejen i et sylteglas
3: Dæk glasset med et stykke klæde og stil glasset på køkkenbordet, eller et sted, hvor du kommer forbi.
4: Rør rundt et par gange om dagen
Efter ca. fire-seks dage begynder surdejen at dufte sur.
Når surdejen dufter sur, er den klar og skal have sin første fodring
Fodring af surdejen
- 1 dl af eksisterende surdej
- 1 dl. hvedemel
- 1 dl grahamsmel
- 2 dl vand
Bland ingredienserne sammen i et rent glas og dæk med et klæde - stil surdejen på sin plads.
• Surdejen skal opfriskes hver 2. eller 3. dag. Mange opskrifter skriver 4-5 dage, men Pia gør det oftere. Hvis den dufter surt, er det tid til en opfrisker.
• Brug surdejen dagen efter en fodring. Hvis du venter et par dage får den en mere sur smag.
• Rør rundt i surdejen ca. et par gange om dagen.
Rugbrød
Ingredienser groft rugbrød
- 9 dl vand
- 3 dl surdej
- 5 dl rugkerner
- 2 dl hørfrø
- 2 dl solsikkekerner
- 1 spsk salt
- 1 spsk mørk sirup
- 6 dl rugmel
- 4 dl. fuldkornsrugmel
Ingredienser mindre groft rugbrød
- 9 dl vand
- 3 dl surdej
- 5 dl rugkerner
- 1 dl solsikkekerner
- 1 dl. græskarkerner
- 1,5 dl hørfrø
- 1 spsk salt
- 1 spsk mørk sirup
- 3 dl rugmel
- 2 dl grahamsmel
- 4 dl hvedemel
Dejen røres grundigt sammen hældes i smurte forme. Put et rent viskestykke over og lad dejen hæve i 12 timer i stuetemperatur.
Rugbrødet bages i ovnen med varmluft i 180C i 1 time og 20 min. (Det mindre grove rugbrød skal have 10-15min. ekstra)
Når rugbrødet er bagt vendes de ud ad formen og gnides med koldt smør på toppen. Brødet skal herefter hvile nogle timer, før det er let at skære i skiver. Hvis man ønsker en mindre sprød skorpe, kan man putte brødet i en pose, før det er helt nedkølet.
Hvis du vil bage tit og ofte, kan du med fordel lave større blandinger, hvor alle tørre ingredienser er miksede sammen på forhånd. F.eks. sæt en "0" bag alle tal i opskriften og hav en miks klar til 10 portioner.
Held og lykke med projektet. Jeg er sikker på, at det vil bringe stor glæde ved spisebordene hos familie og venner.
/Michael